Hovedpersonen 6u5c4v

Frederik Bjerre Andersen

Hovedpersonen Tekster med illustrationer af Simon Bang

Hovedpersonen © Frederik Bjerre Andersen 2010-2012. Illustrationer: Simon Bang

Smashwords edition

e-layout: Forfatteren

Oprindelig udgivet som trykt bog på forlaget Jorinde & Joringel 2010 (ISBN 978-87-7322-121-1).

Den trykte bog kan stadig købes gennem bjerreandersen.dk/hovedpersonen - eller gennem din lokale boghandler og hos Jorinde & Joringel.

Forfatteren siger tak til: Simon Bang, Jonathan Nielsen, Kurt Harrits, Jorinde, Joringel, Jørgen Leth (tak for lån), Marie, Valdemar, familie, venner, kolleger og bekendte for samarbejde, inspiration og for at være.

1. En, to, tre, nu.

2. Og en mand. Her er en mand. Han kan sidde eller stå. Han har en højde. Se, han er lavest når han ligger ned. Og han er ikke særlig tyk eller tynd. Han er almindelig af bygning. Han rejser sig op. Se, manden vipper på fødderne. Det gør ham højere. Højere og skrøbelig. Bare han ikke dratter forover. Hold op med at vippe, mand. Stå stille. Sådan.

3. En mand. Her er han. Han har en højde og en drøjde. Og noget i øjet. Manden piller ved sit øje. Han piller ved øjenvipperne, øjenlåget. Manden har i det hele taget et ansigt. Det kan beskrives. Hvordan skal vi beskrive ansigtet. Det er rundt. Eller det er firkantet. Det er ikke trekantet. Og så alligevel. Det er skarpt med bløde rundinger. Det er rundt med markeringer. Manden er i hvert fald velbarberet. Hans ansigt er en barnerøv. Alligevel. Ikke.

4. Her er manden. Manden med et ansigt. Og et navn. Manden har et navn. Sandsynligvis et godt navn, men vi kender det ikke. Vi kan kalde ham hvad vi vil. Mads eller Mikkel. Mozart. Manden lystrer ikke, han reagerer ikke. Måske hedder han ikke Mads. Vi kan kalde ham hovedpersonen. Det kalder vi ham. Med rette. Manden har haft vores fulde opmærksomhed. Han skal have den lidt endnu. Her er hovedpersonen.

5. Her er han, manden. Almindelig af bygning, et ansigt og med hår øverst. Vi kalder ham hovedpersonen, han er på vej et sted hen. Et sted fra, midt imellem. ende fløjter han en melodi. Vi iagttager hovedpersonen. En presenning der buldrer i mørket. Han bevæger sig, strider sig op mod gaderne. Hovedpersonen har det ene ben forrest. Så det andet. Og så fremdeles. Han bevæger sig tilsyneladende problemfrit under gadelamperne. Han sætter benene hurtigt foran hinanden. Hurtigere. Han lemper vægten fra hælene nu. Hovedpersonen er sat i løb. Han løber. Forude ligger et stoppested.

6. Her er hovedpersonen forpustet. Han fortæller om stormvejr. Sorte parker, gløden i gadelys. Om triste ager i Modest Mussorgskys musik. Ordene griber om sig, som blindgyder. Hovedpersonen taler godt for sig. Vi ser ham, han taler, og sådan kan vi tale sammen. Vi har hovedpersonens fulde opmærksomhed. Nu taler vi så om vejret og om ældre film. Hans stemme er almindelig. Dybere end lys og højere end mørk. Nogle ville sige, hans stemme er behagelig. At stemmen hviler lunt bag hovedpersonens læber. Det karaktertræk kan vække sympati.

7. Jeg er ikke sikker på du vil se mig igen. Hvis du ville blev du siddende. Her. Hovedpersonen smiler. Han har netop gengivet en konversation for os. En del af en. En pige han har mødt. De sad på en bænk. Længe. Så fulgte han hende til bussen. Langsomt. Han synes det var sent. Hovedpersonen kan tale om nætter og lyse morgener. Sorte formiddage, eftermiddage med over hundrede navne. Mads, Agnete og Niels, bare et par stykker. Hovedpersonen kan fortælle om sit liv. Om andre i det. Men nu vil han hellere tale om at fortælle om sit liv. Om hvordan man gengiver det. På hvilke præmisser

.

8. Hvordan afgør livet de ord, livet beskrives med. Hvordan trækkes ordene et efter et ud af munden og minder fortælleren om noget. Om detaljerne. Om noget andet, en saks. Et portræt i profil. Hvordan blafrer ordene løs i liv der falder af træer som efteråret. En sætning skrider ud og et liv tipper over. I et læs blade. Hovedpersonen hopper rundt i bunken af rødt og gult. Som var han. Som da han var et barn. Hvordan afgrænser ordene øjnene. Øjne, ordene samtidig åbner.

9. Blade og et væld af ord. Et liv og en presenning. Hovedpersonen har ikke noget særligt forhold til afdækningsplast. Det ville være galt at tro. Men nu sidder han i en park på en bænk. Bænken står midt i omgivelserne der er blå og grønne og trækker op til regn. Han kigger på omgivelserne. Vinden springer som en ung gymnast. Hans hår er vimpler. En udspændt presenning og bladene slår smæld. Omkring ham. Hovedpersonen husker tilbage på dette som et ensomt og særligt hyggeligt sted i livet. Han står og vipper på fødderne foran os.

10. Det kan ikke stedfæstes. Gymnastikpigen, presenningen og omgivelserne. Et øjeblik falder vi tilbage. I os selv. Og nu er noget andet. Og tilbage til vimplerne, bladene der virrer for vinden. Han har erindringer om balloner, pigens tårer og noget i øjet. Han husker skældsord og løfter i gavepapir. Livet forstås som ubundne sløjfer. Vi ved heller ikke hvad vi ønsker af hinanden. Forfra. Hovedpersonen vipper med fødderne. Her og nu.

11. Hold op med det. Hold op, siger vi. Hovedpersonen ligner ikke en film eller en ung gymnast, men en vimpel i farligt vejr. Han vipper. Der findes ikke farligt vejr, kun sorgløs påklædning. Hovedpersonen vipper ufortrødent. Han presser tæerne ned og letter hælene fra jorden. Kroppen forskydes fremad og op. Tilbage og ned. Han sætter hælene i og letter tæerne fra jorden. Kroppen forskydes tilbage og op. Frem og ned. Han følger et øjeblik bølgegangen i vores anvisning. Hold op med at vippe. Hold op med at vip, hold op med at vip, hold op. Så stopper det.

12. Hovedpersonen er igen i balance. Han har begge fødder plantet på jorden. Omend gulvet ikke kan stampes fast om anklerne. Så står han. Nu står han. Nej, nu går han. Først på stedet, så derudaf. Hvor skal han mon hen. Hvor skal du hen. Hovedpersonen mangler cigaretter. Han kan låne en af os. Det er et tilbud. Han tøver. Han spørger hvad mærke det er. Vi svarer, det er Dunhill. Det mærke bryder hovedpersonen sig ikke om. Han står fast, han går. Han kommer tilbage, senere. Måske. Vi er her senere. Her. Se.

13. Ud af horisonten kommer bilen. Fart der sagtnes. En bil på grus. Standser, en sidedør går op. Det er hovedpersonen der træder ud med en tændt cigaret. Vi kan se dens glød. Vi kan se bilen. Hvorfor har han købt en rød Ford Mustang. Det er et spørgsmål. Det kræver et svar. På dette tidspunkt drejer hovedpersonen hovedet. Opmærksomhed flyttes. Et nyplantet træ. Lyden af gymnastikpigen på gruset. Lyden af ham og et kirsebær hun sutter på. Tiden er en anden.

14. Svaret lader vente på sig. Hvorfor har hovedpersonen købt en rød Ford Mustang. Svaret svæver. Støv i gruset vi børster af bukserne. Det kommer der ikke et svar ud af. Måske har han ønsket at mærke vinden gennem håret. Gymnastikpigen, en flagrende vimpel over agersædet. En mands ønske til sin fødselsdag. To ender af en sløjfe krydser i et punkt. En rød Ford Mustang forlader strandparken mod centrum.

15. Er det ikke det tidligere, den bygning der, Hotel Skt. Petri. Jeg tror du var ved at sige noget. Ja, om sidst vi sås. Ja, da vi mødtes, jeg mener. Jeg havde aldrig haft det sådan her før. Måske. Da jeg så dig sidde der. Gråbrødretorv er i hvert fald ikke den anden vej. Det er noget hun siger. Alt sammen. Gymnastikpigen taler til hovedpersonen. Hun har hans fulde opmærksomhed. Han har hendes fulde opmærksomhed. To ender af en sløjfe. En rød Ford Mustang. Krydser ad Hyskenstræde. Læderstræde.

16. Engang har jeg været inde på Christiansborg. Den dag de gik i krig. De erer som strejf af rød maling på en sort-hvid film. Den detalje minder hovedpersonen om natten. I storm på vej mod stoppestedet. Han fortæller gymnastikpigen om Mussorgskys musik. Flagrende i boligmassens gyder. Modvind i håret. Det kan jeg godt huske. Du satte mig på bussen, du vinkede så ensomt. Hovedpersonen ser efter bussen, lyset der knust falder ud bagtil. Jeg skulle være blevet.

17. Scenarie, 100 balloner løfter himlen over morgenen. På græsset ligger en mand og en kvinde. De frydes over 200 balloner sendt til vejrs. De to udsagn punkterer hinanden. Eller vi forsøger at holde snor i stumperne. Eller i 300 balloner. De kan være godt være grønne. Lidt ligesom omgivelserne. Tæt med gymnastikpigen folder hovedpersonen en presenning omkring dem. Lidt væk er omgivelserne blå og let tågede. En prik fra en rød Ford Mustang kan ses. Det kan være der slet ingen balloner er.

18. Her er ingen balloner. Hovedpersonen ligger ned bag bænken. Sådan er han lavest. Ved siden af gymnastikpigen. Som de ligger der. De to danner tæt på en fortælling. De afviger lidt fra en cirkel, en spiral. Der ligner ord på papiret der ligner ører. Ører der ligner et læs blade. Eller papir. Det daler ned i efteråret som elskov. Hovedpersonen fortsætter med en lind strøm af ord. Og balloner der vipper i vinden.

19. Eller det er vindstille og alt falder med vægt. Klods over fødderne. Hovedpersonen vipper med dem. Fødderne sover, siger han. Han ligger stadig ned. Det samme sted. I omgivelserne. Her har han ligget en del. Det var ikke intentionen. Men sådan er livet. Afvigelser i kulør og antal, en irritation ved øjenvippen. Hovedpersonen rejser sig i det grønne og blå. Vimpler og blade, vind gennem håret. En række utilsigtede begivenheder. En klods om livet. 300 balloner om fødderne.

20. Vi ryster klodserne af os, vi vil stå frit på jorden. Sådan her, vi vipper på fødderne. Vi binder slipset og går ud. Vi kigger på parfume i butiksruder. Ser en teaterforestilling. Vi går til begivenheder og fester. Vi keder os. Vi lader kroppen spændt falde frem. Vi spænder i anklerne, læggene stopper. Vi spænder i ryggen, omlægger vægten og vipper tilbage til nulpunktet. Bagud og bagover, spænder i skuldrene. Stopper.

21. Og fremad fremdeles, vi vipper. Vi fejer blade og fylder år med balloner for at slippe fra dem igen. Vi tilstræber det entydige. Skønheden præpareret i en presenning. Stramt. Omgivelserne er blå og grønne og røde. Gymnastikpigens krop ligger lige bag bænken. Nu har de fundet hende. Og vi har ikke ord. Fra huden falder bladene. Som balloner ingen giver luft.

22. Et lig lige bag bænken.

23. Hovedpersonen i løb og stormer af sted. Hvor skal han hen. Det hele er bagude. Over tid 10 9 8 det er tid. 7 Mens vi taler tæller det hele ned. Til svar, til afbrud 6. Gåafstanden til stoppestedet. Et blik over nattehimlen efterlader bygningerne bagude. 5 4 3 2 Bus 1 er forsinket. 0 Nedtælling løber ud, men forlænges i endnu en serie af tal 20 19 18 afbrydes halvvejs af nye tal, 17 bevægelser, ord. Hovedpersonen løber mod tiden. Hvad skal han. Han 16 stopper. Stoppestedet.

24. Ved siden af stoppestedet sidder hovedpersonen sammenkrøbet. Her er han. Han venter, ham har vi ikke mødt før. Eller. Det har vi. Måske igen. Alt fyger omkring ham. Gule blade, grønne balloner. Beskrivelser af en park, hans bevægelser og alle ordene. Hovedpersonen kommer ikke tættere på sig selv. Man kan ikke komme længere med ordene. Bussen er kørt. Man må gå tilbage, starte forfra. Alting begynder med en beskrivelse.

25. Vi vil beskrive hovedpersonens påklædning. Vi vil karakterisere den som ulastelig. Skjorte, bukser, sko. Det betyder noget. Måden vi siger det på. På bøjle og til tumbling. Eller strygefri. Vi tager gerne beskrivelsen på os. Vi iklæder os flere ord om hans påklædning. Tøjet er nu ikke nødvendigvis det samme. Det hele er ikke længere det samme. Som lige før. Som nu. Hovedpersonen er for det meste påklædt. Vi beskriver tøjet.

26. Hans benklæder er sorte som cashmere. Benene krydser, buksefolden slår skarpt ud i mørket. Farven er nærmere blå. Sidder hovedpersonen sådan kunne man sætte ham i en film. Hans jakke er lige sådan en. Skjorten er hvid. Den ene sko dingler løst og er pudset. Som et kærtegn. Der er intet slips, men det kunne der være. Det burde der være. Hovedpersonen rejser sig, han vipper på fødderne. På den måde virker han højere. Håret og nattehimlen strejfes af vinden. Af en pige. Som på en film. Som betydning.

27. En anden dag må vi sidde henne ved bænken. Som engang inde på Gråbrødretorv. Jeg kom for tidligt. Der sad jeg og jeg forestillede mig dig i dine bukser komme gennem gaderne og vejret. Det var solskin. Jeg tænkte på om du bar slips. Igen. Gymnastikpigen har hovedpersonens opmærksomhed. Det er blevet sent. Man kunne sige han flagrede om. Som vimpler mellem hendes ord. Det er der ikke tid til at sige lige nu. De to tager afsked. Det er ærgerligt. Det giver hun udtryk for. Han vipper.

28. Hovedpersonen vipper på fødderne. Vi har sagt han skal lade være. Han står der ved siden af gymnastikpigen. Vipper. Han kunne virke nervøs. Han siger de skal sætte sig. Hvad betyder det egentlig, at sidde på bænken. I ordene og imellem alting. Fødder der nu står alene ved stoppestedet. I stedet for. Det er betydningen. Der er hele tiden konsekvenser at tage. Hovedpersonen har habit på. Han har ikke slips, på det punkt er han nøgen. Ikke at det gør forskel. Men det gør det. Det hele siger noget. Det vil sige et ord som ulastelig. Det vil sige 6 5 4. Eller hovedpersonen. Han tæller ned.

29. Tre, to, en.

30. Se, vi er her. Vi står her endnu. Nu igen. Og her er hovedpersonen. Han træder ind igen. Vi spørger hvor han har været. Han har hentet cigaretter. De er det og det mærke. Dunhill. Det er vores cigaretter også. Der var ikke andet. Han kunne have lånt en. Skidt pyt. Hovedpersonen trækker skuldrene op til ørene. Sådan. Skidt pyt. Han fortæller at han også lige var nede forbi stoppestedet. Han så om hun havde taget bussen. Om den var kommet. Om hun var kommet hjem.

31. Tiden kan ikke rulles tilbage. Men vi hører hovedpersonen fortælle om den. Om bussen der er kørt. Vi siger det hele tiden som om hovedpersonen har været her før. Og igen. Det har han ikke. Det har han. Måske. Vi kan gå tilbage i teksten og se. Der står det. Her er han, manden. Almindelig af bygning, et ansigt og med hår øverst. Udseendet stemmer. Han har været her før. Han kan have været her.

32. Hovedpersonen kan også være en anden, en der ligner. Det står der. Ordene afgrænser øjnene. Fortællingen skærer igennem tiden, men virkeligheden falder ud. Hovedpersonen har måske aldrig rigtig efterspurgt cigaretter. Aldrig omtalt Modest Mussorgskys musik. Livet afgør ordene. Det er ikke til at afgøre. Overhovedet ikke.

33. Lad os sige hovedpersonen er her endnu. Han vipper på fødderne. Han står her, først senere kommer han til kort. Vi kender ikke hans vaner endnu. Spiser han middagen på Hotel Skt. Petri. Hvilken type bøger spejler han sig i butiksruderne efter. Hvilke kvinder. Endnu ligner han en silhuet i øjets afkrog. En rød prik i omgivelserne. Først senere forlader vi ham. Først senere lærer vi hvor han arbejder. Hvilken side han sover på om natten. Hans øjne.

34. Her er han. Vi ser ham. Først senere ved vi om blikket viger. Hvad hans navn er i Folkeregistret. Hans skylds, hans følelser. Hans forhold til filterløse cigaretter. Han tager en op af pakken. Nej. Han begynder som man altid gør. Man tager pakken op af brystlommen, man trækker toppen af folien, man afriver stanniolen på banderolens højre side. Hovedpersonen banker let på pakken, tager en cigaret ud og op mellem læberne. Han tænder cigaretten med en tændstik. Først senere kommer han til kort. Så vil vi altså af med ham. Men nu. Her er hovedpersonen.

Du kan læse mere om og af Frederik Bjerre Andersen på bjerreandersen.dk.

Her er der også er adgang og links til en række undergrundsudgivelser og andre værker:

Af: Addi Engels opstandelse og Fald (2003) TXT (2004) 99 Linier - med Anita Egelund og Jonathan Nielsen (2005) Kanariefugle (2005 - og 2011 som sms-novelle) Landet er her (2008) Aarhus - København og København - Aarhus (2011)

Se flere af Jorinde & Joringels udgivelser på joringel.dk